CHRISTIAN IMPACT on INDIA, HISTORY Of det er almindeligt antaget, at St. Thomas, Jesu Discipel, først introducerede den kristne tro til Indien for næsten to tusind år siden. Subkontinentet ville dog ikke opleve kristendommens indflydelse før europæernes meget senere ankomst. Portugiserne begyndte at bosætte sig i Goa fra 1498. I 1542 ankom Jesuitten Francis Ksavier, en pavelig ambassadør, og de romersk-katolske arbejde begyndte for alvor. Protestantisk tjeneste i Indien blev først etableret i Trankebar af to tyske pietister, Bartholomæus Lynbalg og Henry Plutschau.
uddannelse
Kristen missionæraktivitet i Indien involverede generelt etablering af skoler af høj kvalitet. Det er klart, at det kristne samfunds indflydelse ikke slutter der. Ledsagelse af skolerne kom trykpresser, som var nyttige til formidling af litteratur af alle slags. Faktisk var de tidlige oversøiske missionærer ansvarlige for banebrydende engelsk og moderne folkelig uddannelse. R. L. Ravat, i sin historie om indisk uddannelse, antyder, at Indien for evigt vil være i gæld til missionærerne for produktion af lærebøger, ordbøger, og grammatikker, og for deres nidkære forfølgelse af uddannelsesfremskridt.
de “gode gerninger”, der udføres af missionærer og kristne, har altid været forstået som et udtryk for deres kærlighed og lydighed mod Jesus. Den underliggende motivation var selvfølgelig deres forpligtelse til at forkynde Guds frelse gennem den kristne tro. Indianere har stort set været villige til at modtage førstnævnte, men mange har afvist behovet for sidstnævnte, især øvre kaste hinduer, der ville sige, “vi har vores egne frelser.”Alligevel har det kristne samfund følt, at det har bidraget til opbygningen af nationen og til en opadgående social mobilitet, der har ændret liv og gavnet familier og samfund, især blandt dalitterne (de tidligere “uberørelige”).
i det sekstende århundrede var det jesuitterne, der først etablerede kristne læringsinstitutioner. De blev efterfulgt af de tyske Trankebar missionærer. Senere begyndte den berømte Friedrick schvarts kristne skoler på både folkesprog og engelsk. Vilhelm Carey og De Britiske baptister, der ankom til Calcutta i slutningen af det attende århundrede, var banebrydende for moderne uddannelse i det nordlige Indien. I 1818 var der 111 skoler placeret så langt væk fra Calcutta som Shimla og Delhi i Nord og Rajputna i syd.
med fornyelsen af British East India Company ‘ s charter i 1813 og ankomsten af en række Britiske missionsselskaber var der en spredning af skoler og trykpresser over hele landet. Den første vestlige postsecondary school, Serampore College, blev organiseret i 1818. Den amerikanske Mission åbnede skoler for drenge i Bombay fra 1815 og i 1829. John sørget for, at der også blev oprettet en skole i Bombay for piger.
ankomsten til Calcutta af Aleksandr Duff i 1830 markerede begyndelsen på en ny tilgang til læring, nemlig engelsksproget uddannelse. Duff blev betaget af” kristendommens glødende udsigter i, “og med det, han omtalte som” den ultimative evangelisering af Indien.”Duff overvejede spørgsmålet om, hvad der skulle være det fremtidige sprog for læring i Indien, og spekulerede på, hvilket ville vise sig at være det “mest effektive instrument” for en liberal og oplyst uddannelse? Ikke overraskende var Duffs ide om at oprette en engelsksproget skole i første omgang kontroversiel. Der var betydelig modstand, men snart begyndte Duffs beskedne eksperiment at fange fantasien hos de øvre klasser og dem, der havde ambitioner om deres børn. Duffs arbejde var en stor succes og resulterede i udvidelsen af engelsksprogede uddannelsesinstitutioner i hele Det britiske Indien i det nittende og tyvende århundrede på det primære, sekundære og universitetsniveau; med tiden blev Engelsk den ægte lingua franca i Indien. Den udbredte og populære vedtagelse af engelsk af folk i alle sproggrupper og klasser har bestemt givet Indien en fordel i nutidens globale økonomi såvel som i diplomati, politik og teknologi.
kristne var også pionerer inden for kvindelig uddannelse. Meget af dette arbejde blev taget op af hustruer fra tidlige missionærer, og af enlige kvindelige missionærer, hvoraf der var mange. I det nittende århundrede var den almindeligt accepterede opfattelse i Indien, at formel uddannelse ikke var for kvinder af nogen art, langt mindre for dem fra respektable familier. I 1834 blev det rapporteret, at kun 1 procent af indiske kvinder kunne læse og skrive.
men i 1900 var der åbnet et imponerende antal skoler og gymnasier i større byer og endda landsbyer i hele Indien for både mænd og kvinder. Kristne gik også for at bo og arbejde blandt både stammegrupper og dalitter. Førstnævnte var animister, der boede uden for den hinduistiske fold, mens sidstnævnte var fra den “uberørbare” kaste og derfor blev udelukket fra den ortodokse hinduistiske sociale struktur. Mod slutningen af det nittende århundrede begyndte kristne missionærer at tage mere alvorligt Stammernes og Daliternes behov og gik for at tjene dem. Missionærerne begyndte skoler og skabte skriftlige former for mange af sprogene. Som svar, folk fra dissegrupper konverterede til kristendommen i stort antal. Dette var især tilfældet i nordøst og i massebevægelserne i Andhra Pradesh og Tamil Nadu.
i 1997 rapporterede det ansete og sekulære ugentlige Indien i dag om de ti bedste colleges i nationen. Fem af disse var kristne: St. Stephen ‘ s, Ny Delhi; Stella Maris College (for kvinder), Madras. Der er andre lige så prestigefyldte: Madras Christian College; Isabella Thorburn College (for kvinder), heldigvis; Sarah Tucker College, Palayamkottai; og Mount Carmel kvinders College, Bangalore. Bestemt en måde at måle virkningen af kristendommen i Indien er at observere masserne af mennesker i alle religiøse samfund og sociale klasser, der bruger den indflydelse, de har til rådighed for at få deres børn optaget på kristne skoler. Rushen begynder ved Lavere Børnehave og fortsætter til universitetshøjskoler. Dette sker, selv når forældre—hvad enten Hindu, Muslim, eller Sikh—skal acceptere at få deres børn til at studere Bibelen som en integreret del af læseplanen.
sprog og litteratur
kristne har også ydet et væsentligt bidrag i Indien inden for sprog, litteratur og journalistik. Beschi (1680-1747) reformerede tamilske alfabetiske tegn, hvilket gjorde dem mere egnede til trykpressen. Han producerede også en firefoldig Tamilsk ordbog, som blev opdelt efter ord, synonymer, klasser og rim. Biskop Robert Caldvels (1815-1891) sammenlignende grammatik af de dravidiske sprog og G. U. Popes (1820-1908) oversættelser af klassikere af tamilsk litteratur til engelsk er bemærkelsesværdige. Vedanayagam Pillai (1824-1889) og H. A. Krishna Pillai (1827-1900) er to andre kristne forfattere, der producerede nogle af de første tamilske romaner.
den franske præst Francis Mary af Toure begyndte at arbejde på Hindustani allerede i 1680 og komponerede en massiv ordbog med titlen Thesaurus Linguae Indianae. Moderne Hindi, det nationale sprog, udviklet ud af Hindustani. Henry Martyn og en Dr. Gilchrist, professor i Hindustani og en amerikansk presbyteriansk missionær og Pastor S. H. Kellogg bidrog alle til dannelsen og populariseringen af Hindustani. Kellogg trak faktisk mere end et dusin dialekter sammen for at hjælpe med at skabe det, der i dag er kendt som Hindi. Han producerede i 1893 en grammatik af Hindi sprog, som stadig er i omløb. Vilhelm Carey og hans baptistkolleger, der begyndte i 1818, var de første til at producere tidsskrifter, tidsskrifter og en avis. Deres publikation, Indiens venner, levede videre og er nu en engelsk daglig, statsmanden, udgivet fra Calcutta og ny Delhi.
Kæbaharlal Nehru i sin opdagelse af Indien anerkender bidraget fra de tidlige missionærer, især baptisterne i Serampore, vedrørende skiftet fra den dominerende indflydelse fra både Sanskrit og persisk. Missionærernes trykning af bøger og aviser sammen med engelsksproget uddannelse brød uden tvivl klassikernes greb, siger Nehru, og tillod regionale sprog at dukke op og blomstre. Mens Nehru så ingen problemer i missionærer beskæftiger sig med de store sprog, han bemærker, at de, “selv arbejdede på dialekter af de primitive bakke og skov stammer. . . . De kristne missionærers ønske om at oversætte Bibelen til alle mulige sprog resulterede således i udviklingen af mange indiske sprog. Kristent Missionsarbejde i Indien har ikke altid været beundringsværdigt eller rosværdigt . . . men i denne henseende såvel som i samlingen af folklore har det utvivlsomt været til stor tjeneste for Indien” (Nehru, s.317-318).
Social Reform
fra det allerførste blev missionærer chokeret over de sociale onde, der fortsatte i Indien, herunder praksis med sati (enkernes immolation på deres ægtemands begravelsespyrer), drab på spedalske og ofring af børn.
Vilhelm Carey var aktiv fra sin ankomst i 1793 i ethvert nummer, som han følte behov for forandring eller reform. Inden for et år, nær Malda, rapporterede han at have fundet resterne af et spædbarn, der først var blevet ofret til en Gud som et offer og derefter forladt for at blive spist af hvide myrer. Desuden blev børn kastet i Ganges i opfyldelse af løfter taget for svar på bøn. Carey brugte sine forbindelser til dem med autoritet og magt til at kæmpe for forbud mod sådan praksis. Generalguvernør bad ham om at forelægge en rapport om sagen og erklærede efterfølgende i 1802 barnemord for at være en mordhandling; de, der udførte sådanne forfærdelige gerninger, hvis de blev fanget, ville selv blive dræbt.
Carey anvendte sine publikationer til at uddanne den offentlige mening om spørgsmål af humanitær interesse. Den første udgave af Indiens ven bar en udtømmende rapport om en faktisk sati. Derefter holdt han praksis for offentligheden og gjorde alt, hvad han kunne for at se sati afskaffet. I 1814 sluttede Ram Mohan Roy sig til Carey i kampagnen mod sati. Bevæbnet med beretninger om 438 enkeforbrændinger bad Carey og hans serampre-kolleger regeringen om at forbyde ritualet ved lov. Først blev der gjort meget få fremskridt på grund af stærk modstand fra hinduistiske ledere med høj kaste. De kristne holdt presset op, og til sidst vendte den offentlige mening mod de ortodokse hinduer. I 1829 underskrev Lord Bentinck endelig en ordre, der forbyder sati i besættelserne af East India Company.
medicinområdet er et andet område, hvor kristne har ydet et væsentligt bidrag til velfærden og det fælles gode i Indien. Jesuitter i slutningen af det sekstende århundrede åbnede infirmaries knyttet til deres opholdsrum. John Thomas, en medarbejder af Vilhelm Carey, begyndte sit arbejde i 1799. I det nittende århundrede blev medicinske virksomheder af forskellig art oprettet i hele Indien, oprettet af næsten ethvert missionærsamfund. To er blevet internationalt anerkendt. Den første, Christian Medical College Hospital, Ludhiana, blev grundlagt af Dr. Edith brun i 1893; den anden, Christian Medical College Hospital, Vellore, voksede ud af Dr. Ida Scudder ‘ s vejklinikker, først begyndt i 1895. Med tiden tilføjede begge disse hospitaler deres faciliteter og blev de første regeringsanerkendte medicinske colleges for kvinder og derefter for mænd.
der er også oprettet programmer for mentalt udfordrede og handicappede. Den første institution for døve blev organiseret af en ordre af nonner i Bombay i 1884. Siden da har katolske og protestantiske kristne etableret adskillige hjem i hele Indien for de forladte, de misbrugte og de udnyttede. To af de mest imponerende af disse centre er Mukti Mission i Kedegoan, nær Pune grundlagt af Pandita Ramabai i 1898 for forældreløse piger og misbrugte kvinder. Den anden, Dohnavur-stipendiet, blev først organiseret i 1901 af Amy Carmichael i Sydindien. Dens formål var at redde piger, der var blevet tvunget til tempelprostitution.
et andet problem blandt kristne gennem årene har været praksis med børneægteskab, hvorved der indgås alliancer mellem hinduer mellem børn helt ned til fem år. Careys løsning var at fremme kvindelig uddannelse. Børneægteskab blev lovligt forbudt i 1929. Kristne siden da har gjort en samordnet indsats for at fremme godkendelsen af enkeægteskab.
kristne reformbestræbelser omfattede også etablering af sanatorier for tuberkulosepatienter og for dem, der havde fået spedalskhed. Scheflins forsknings-og træningscenter i Karigiri, nær Vellore, har udført meget originalt kreativt arbejde inden for Genopbygning og rehabilitering af spedalskhed.
mens de fleste af de tidlige udtryk for kristne sociale initiativer blev banebrydende af udenlandske missionærer, har indiske kristne videreført og endda mangedoblet arven, der er overleveret til dem. Dette har været så meget tilfældet, at langt ind i slutningen af det tyvende århundrede var en overvægt af læger og sygeplejersker inden for ethvert område inden for sundhedspleje og medicin indiske kristne. Desuden foretrækker mange hinduer og muslimer stadig at gå til kristne hospitaler.
kristne var også involveret i udvikling af landdistrikterne. Typisk har været Allahabad Agricultural College, organiseret i 1910, og Bethel Agricultural stipendium nær Salem, Tamil Nadu, i begyndelsen af 1960 ‘ erne. deres mål var at hjælpe og forbedre landmændenes produktivitet. K. T. Paul havde lignende bekymringer og kom på ideen om, hvad han kaldte “genopbygning af landdistrikter.”Basel-missionen, der begyndte sit arbejde fra sit hovedkvarter i Mangalore, er kendt for at indføre i Indien fremstilling af billige terrakotta fliser og andre relaterede produkter for at forbedre landsbyhusbyggeri. Sådanne fliser er stadig populært kendt, uanset hvem der producerer dem, som mission fliser.
katastrofehjælp er et andet område, hvor det kristne samfund har gjort en imponerende indvirkning. I årenes løb har kirkerne hjælp til Social handling, det evangeliske fællesskab i Indien Kommissionen for nødhjælp, katolsk Verdenshjælp, Verdensvision, og andre har alle været i spidsen for ikke-statslige organisationer, der er villige til at hjælpe med at yde både øjeblikkelig og langsigtet genopbygning til mennesker og steder, hvor katastrofens tragedie har ramt.
indiske kristne deltog ikke så meget, som man kunne have forventet i den nationale frihedsbevægelse. På den anden side var Kanakarayan Paul en, der dybt beklagede isolationen af det indiske kristne samfund fra de politiske begivenheder omkring dem. Biskop Paul Appasvamy tilføjede, at hvis den indiske kirke skulle udøve nogen indflydelse på Indiens liv, det skulle tage en “bestemt rolle i landets sociale og offentlige aktiviteter.”Den kristne Patriot, kirkens førende indiske ugeavis, indrømmede, at indiske kristne med nogle få bemærkelsesværdige undtagelser holdt sig væk fra den nationalistiske bevægelse. Det opfordrede kristne til at erkende, at de havde en pligt over for Indien og erklærede derefter, at “en ægte kristen ikke kan hjælpe med at være på samme tid, en ægte indisk patriot” (citeret i Houghton, s. 203).
V. Chakkarai, en advokat og en kristen konvertit, var ikke overrasket over, at de uuddannede kristne masser praktisk taget ikke interesserede sig for Politiske Anliggender. Det, der bekymrede ham, var, at de uddannede udviste så lidt bekymring, mens han følte, at de burde være lysende eksempler på patriotisme, der førte vejen i alle bevægelser af national velfærd. Biskop Henry Hvidhovedet fra Madras forklarede de meget sandsynlige årsager til den generelle kristne apati mod frihedsbevægelsen. Han udfordrede gyldigheden af den kristne kirke, der blev fanget i det, han omtalte som et “boblebad af politisk uro.”Desuden følte han, at politisk agitation var i strid med Kristi Ånd. Selv Chakkarai erkendte, at det kristne samfund, ligesom alle andre mindretal var, “intenst bange for at blive oversvømmet af det hinduistiske flertal.”
ikke desto mindre var der en række kristne involveret i frihedsbevægelsen, herunder K. T. Paul, V. Chakkarai og hans kolleger,biskop Paul Appasvamy, biskop Varkom Pickett, E. Stanley Jones og i mindre grad biskop V. A. Aariah. Derudover spillede flere kristne en vigtig rolle i udformningen af den indiske forfatning. Der blev seks udnævnt til mindretals rådgivende udvalg af den konstituerende forsamling: Raj Kumari Amrit Kaur, P. K. Salvry, H. C. Mukherji, J. J. M. Nichols Roy og J. N. P. Roch Victoria. Udvalget mødtes under ledelse af Sardar Vallabhbhai Patel i slutningen af 1947. Til manges overraskelse udtrykte de kristne repræsentanter deres engagement i det kristne ideal om enhed og deres iver efter at deltage i opbygningen af nationen og afviste derfor behovet for politiske garantier for at beskytte eventuelle snæversynede interesser, de ellers kunne have haft. De opgav også ethvert krav, de måtte have anmodet om vedrørende pladsreservationer i det nye parlament. Til deres ære og på vegne af et flertal af det kristne samfund mente de, at reservation af pladser ikke var nødvendig, og af hensyn til national integration fusioneret med valgkredsen som helhed for at blive en del af det generelle vælger.
kristne var måske mindre fleksible, når det gjaldt de dele af forfatningen, der beskæftigede sig med religiøse beføjelser. Deres bekymringer var tredobbelt: retten til at praktisere og udbrede sin tro; friheden til at tilbyde religiøs undervisning i støttede skoler; og retten til konvertering fra en religion til en anden. Det er klart, at alle disse spørgsmål skabte betydelig diskussion og debat. I sidste ende godkendte den konstituerende forsamling disse bestemmelser, som blev lov den 26.januar 1950. De kristne repræsentanter var overbeviste om, at disse var forfatningsmæssige rettigheder, der var afgørende for kristne friheder og centrale for styrkelsen af Indiens sekulære demokrati og det kristne Bidrag til det.
i centrum for Indiens kamp for frihed fra briterne var den tårnhøje figur af Mahatma Gandhi. Han var godt bekendt med kristendommen. Men det var Jesus Kristus, mere end kristne, der rørte hans hjerte. I 1920 skrev han “jeg ærer Bibelen. Kristi bjergprædiken fylder mig med lyksalighed selv i dag. Dens søde vers har selv i dag magt til at slukke min smerte af sjælen.”Skriver i Harijan i januar 1939 sagde han:” selvom jeg ikke kan hævde at være kristen i sekterisk forstand, er eksemplet på Jesu lidelse en faktor i sammensætningen af min udødelige tro på ikke-vold, som styrer alle mine handlinger, verdslige og timelige.”
forståeligt nok havde Gandhi en række venner. Blandt dem, der var kristne, og mest elskede, hvor Charlie Andreas og rektor for St. Stephen ‘ s College, Sushil Kumar Rudra. I tidligere tider skrev Gandhi om, at han var gæst i Rudras hjem, hver gang han besøgte Delhi. Da Gandhi skrev et kondolencebrev efter hans død i 1925, sagde han: “og Charlie var mine revisionister. Manglende samarbejde blev udtænkt og udklækket under hans gæstfrie tag.”
kristendommen i Indien i dag
folketællingen i 1991 viste, at der var 23 millioner kristne i Indien, hvilket udgør 2,3 procent af den samlede befolkning. Men kristne ledere og demografer anslår antallet af kristne til 50 millioner, eller 5 procent af befolkningen. Uanset det korrekte tal vokser antallet af kristne i Indien. Dette understøttes af det faktum, at der er mere end seks hundrede kirker i Delhi, med tjenester udført på næsten ethvert større sprog. I Bangalore, en by på 6 millioner, er der 970 kirker og mindst tolv akkrediterede teologiske institutioner, hvor tre eller fire tilbyder doktorgrader. I Chennai (Madras) er 10 procent af befolkningen Kristen og tilbeder i mere end to tusind kirker. Nogle af disse menigheder er små (60 til 100 mennesker), og nogle mødes i boliger snarere end kirker. Der er dog mange menigheder, hvis fremmøde er over tusind, endda fem tusind i alle de tre bemærkede byer. Samtidig er der to kirker i Chennai, Guds nye Livsforsamling og den apostoliske kristne forsamling, hvis gennemsnitlige deltagelse på søndage fra 2004 er henholdsvis 23.000 og 15.000. Kristendommen har således indflydelse på Indiens bybefolkninger såvel som på landdistrikterne og stammefolkene.
ideen om omvendelse fra en tro til en anden sidder ikke godt sammen med mange hinduer, der er oprørte over den kristne påstand om det unikke ved Jesus Kristus som den eneste frelser. Kristne tror imidlertid på forkyndelsen af Jesus Kristus, som kan antage mange former: sociale, uddannelsesmæssige, medfølelsesværker, katastroferehabilitering og tilgivelse.
Nita Kumar, der skrev i September 1993 i The Economic Times (Bangalore), tog et ret andet perspektiv, da hun udtrykte sin bekymring for, at Indien indtil da ikke havde været i stand til med succes at skabe en vej til modernitet. Missionærerne organiserede deres institutioner, siger hun, på en sådan måde, at de lykkedes, hvor andre ikke havde moderniseret dem, der studerede i dem. Det centrale bidrag fra kristne missionærer dengang, hævder hun, har ikke været så meget konvertering til kristendommen, som det har været konvertering til modernitet. Dette beskriver hun som en ikke-nonsens rationalistisk og humanistisk tilgang til livet. De, der således konverteres, er, hvad Kumar omtaler som “sande” moderne ” indianere.”Desuden regner hun med, at det er dem, der er “bygherrer af det nye Indien.”
det faktum, at det kristne samfund har bidraget positivt til nationopbygningen, er ubestridt. I dag er der kristne integreret i selve fabricof alle områder af det indiske samfund, både i den offentlige og private sektor, fra medlemmer af Parlamentet, ledende ministre, virksomhedsledere, læger, ingeniører, og ned til chauffører, kokke, og vagter ved porten. At omskrive den afdøde biskop Stephen Neill fra Trinelveli bispedømmet, Sydindiens Kirke: for den kristne kirke og dens mission i Indien, opgaven har været udfordrende, og langs rejsen er der begået en række fejl, men lige så overraskende, måske, er det faktum, at en så betydelig grad af succes er opnået.
Graham Houghton
se ogsåmedarbejdere, C. F. ; Asariah, Vedanayakam S.; fransk indflydelse; Gandhi, Mahatma M. K.; Paul, K. T.; portugisisk i Indien; Velesley, Richard Colley; Savier, Francis
bibliografi
Anandan, A. J. Gud for alle gud for mig. Bangalore: SAIACS Press, 1998.
Andreas, C. F. Mahatma Gandhis ideer. Macmillan, 1930.
Firth, Cyril Bruce. En introduktion til Indiens Kirkehistorie. Madras: Christian Literature Society, 1968.
Gandhi, Mohandas K. De Samlede Værker af Mahatma Gandhi, vol. 31. Ny Delhi: Indiens regering publikationer, 1961.
Ghose, Joseph H. “indiske kristne og hjemmestyre.”Fortaler For Social Reform 29 (September 1917): 419.
Houghton, Graham. Forarmelse og afhængighed. Madras: Christian Literature Society, 1983.
John, Binu. Kristent Bidrag til Nationopbygning. Delhi: ISPCK, 2004.
Kumar, Nita. “Missionærerne var det eneste alternativ.”Økonomiske Tider (Bangalore) 19 (September 1993): 16.
Mangalvadi, Vishal. Missionær Sammensværgelse. Mussoorie: Nivedit Gode Bøger, 1996.
Nehru, Kæbeharlal. Opdagelse af Indien. København: Københavns Universitet, 1981.
Neill, Stephen. Ring til Mission. Philadelphia: Fortress Press, 1970.
Rajendran, K. Hvilken Vej Frem Indiske Missioner? Bangalore: SAIACS Press, 1998.
rav, P. L. historie af indisk uddannelse. Bhopal: Ram Prasad og Sønner, 1984.
Sherring, M. A. historien om protestantiske missioner i Indien. London: Trubner Co, 1875.